tirsdag den 27. oktober 2015

Tirsdag den 27. oktober 2015.

Vi ankom til Seydisfjord kl. 11.00, så der var god tid til morgenmad. Der var en utrolig flot indsejling til byen, som ligger i bunden af en lille fjord. Den største overraskelse ved ankomsten var, at der lå et pænt lag sne overalt. Vi nød indsejlingen på det åbne øverste dæk, selv om der fortsat blæste en halv pelikan og temperaturen var lige under frysepunktet.....
 
Sceneri fra indsejlingen til Seydisfjord

Sceneri fra indsejlingen til Seydisfjord
Straks ved ankomsten startede en guided  9 timers bustur på i alt 450 km. Allerførst passerede vi det ca. 700 m høje bjergpas, Fjadarheidi. Hele bjerglandskabet var dækket af sne og det var bare rigtigt flot. Det var sne og is på vejene og på toppen var det også noget tåget, så det gik lidt langsomt. Efter at passet var passeret kom solen frem og vi fortsatte i flot vejr til byen Egildsstadir og videre gennem den betagende dal, Jøkuldalurin. Vi lavede et fotostop ved  normalt helt mørke ørkenlandskab (på grund af et relativt nyt vulkanudbrud, som havde dækket området med aske), Dimmufjallgardur, som dog i dagens anledning havde skiftet farve til hvid. På køreturen passerede vi også Hrossaborg, hvor flere filmscener til store Hollywood produktioner er optaget.

Næste stop var ved Myvatten og Jardbødin Naturbad, hvor vi først spiste en let frokost, og derefter badede vi en times tid i det fri i det superdejlige og lækre varme vand. Det var ren nydelse.....
 
Så nyder jeg badet i det varme vand
Næste stop var Namafjell, hvor vi oplevede den geotermiske aktivitet på nærmeste hold. Det dampede op af flere små kratere og vi gik ud i et dampende "mudderområde", hvor det sydede og boblede og lugtede af svovldioxid. Det var en meget spændende oplevelse.
 
Et blik ud over det geotermiske aktive område
Sidste stop var ved et lavalandskab, Dimmurborgit, hvor vi travede en tur i det spændende landskab, som var formet af de udsprøjtede flydende stenarter.
 
Lavalandskab
Det var mørkt ved 18-tiden, og så var der også kun transport tilbage til "Norrøna", hvor vi var klar til aftenbuffeten kl. 20. 

Det var en oplevelsesrig dag - og der var ikke alverden krudt tilbage efter mad og en enkelt øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar